Alanis Morissette: Havoc And Bright Lights

Trods en karriere som barnestjerne hjemme i Canada var det de færreste, som havde set det komme, da Morissette som 19-årig udsendte det fine album Jagged Little Pill (1995). Denne signatur havde i al fald ikke, og var så meget desto mere duperet over de energiske musikalske gestaltninger af såvel seksuel som emotionel frustration. Siden har der, hvis vi nu skal være ærlige, været væsentligt længere mellem snapsene, og heller ikke her på damens femte album siden gennembruddet når vi i nærheden af fordums intensitet i hverken sangskrivning eller levering, selvom Morrisettes ekspressive vokal er usvækket.

Jamen, er det ikke urimeligt at bruge et sytten år gammelt hovedværk som målestok?, kan du spørge. Næ, egentlig ikke. For i det store hele benytter Morrisette sig af samme skabelon, som hun altid har gjort: selvbiografiske sange i et popunivers, som inddrager elementer af hård rock og som oftest veksler mellem afdæmpede vers-sekvenser og kraftfulde omkvæd. Det virker glimrende på eksempelvis åbneren Guardian, og så går det ellers væsentligt ned ad bakke på enerverende Woman Down og lovligt corny 'Til You. Og sådan går det op og ned på et album, som trods gode momenter – Celebrity er et andet – fremstår en kende ordinært som helhed betragtet.