Bob Dylan: Tempest

Der er brev fra onkel Bob i Amerika hed en af 00'ernes væsentligste danske albumudgivelser, og nu er den gal igen: studiealbum nummer 47 fra 71-årige Dylan er på gaden, og fandeme om han ikke har gjort det igen. Og så alligevel ikke.

Stilistisk lægger Tempest sig i umiddelbar forlængelse af de seneste tre album, hvor rigtigt store sange figurerer side om side med trods alt mindre interessante stykker 12-takters blues. Således også på det aktuelle udspil, hvor indslag som åbneren Duquesne Whistle og Early Roman Kings trods seriøse lyriske guldkorn er mindre end uforglemmelige.

Forskellen på forløberne fra og med Modern Times (2001) er så, at de store sange denne gang ikke bare er store – de er monumentale. Både melodisk og ikke mindst lyrisk bærer Tempest vidnesbyrd om et kreativt overskud, som selv efter Dylans egne standarder er imponerende, når han ruller sig ud i episke pragtstykker som Long and Wasted Years, Scarlet Town, titelnummeret med dets Titanic-allegori og epilogen Roll on John, som væver adskillige Beatles-citater ind i en rørende hyldest til den afdøde åndsfælle.

Her er Dylan nærmest rystende stærk, og selvom det niveau ikke holdes hele vejen igennem, må man da også sige, at Tempest som helhed over tid meget vel kan gå hen og bundfælde sig som det stærkeste Dylan-album i mere end et årti. Jo, Dylan har stadig meget at fortælle os. Eller som han selv siger på sit nye album: "I wear dark glasses to cover my eyes / I've got secrets in 'em I can't disguise".