Leonard Cohen: Pavilhao Atlantico, Lissabon, søndag d. 7. oktober 2012

Arkivfoto

"Ja-ja, men nu kan det jo altså være, at han kommer igen", siger bossen da jeg forsøger at sælge ideen om en artikel fra 78-årige Leonard Cohens europæiske turnéafslutning i Lissabon søndag aften. Ganske betydningladet tager kongen afsked med Europa i Pavilhao Atlantico, bygget til verdensudstillingen i '98 med ryggen mod land og blikket bogstaveligt talt vendt mod vest ud over oceanet, som på disse kanter kaldes "det halmgule hav" med henvisning til det særlige lys heromkring.

Her, hvor de store opdagelsesrejsende i sin tid stævnede ud, slutter rejsen for en mand, som mere end nogen anden amerikansk popkunstner er rundet af netop den Gamle Verdens kulturarv. En mand, hvis melankolske grundtone springer fra samme brønd som den følelse, som i nabolandet Spanien kaldes duende og her kendes som saudade. Er det sidste gang, han betræder en europæisk scene? Vi ved det i sagens natur ikke, men under alle omstændigheder bliver det i løbet af det tre en halv time lange show i stigende grad klart at dette ikke bare er en særlig aften. Den er historisk.

Fortættet farvel

Flere sange er blevet skiftet ud siden de to danske koncerter for knap seks uger siden og væk er elementet af comic relief; de tørt humoristiske kommentarer som forsonende faktor. Her er ingen nedgående sensommersol efterfulgt af en smuk måne som ved koncerten i København, ingen formildende omstændigheder. Kun de nøgne, stærke tekster leveret med en indædt alvor og koncentration, som er evident fra starten. En mand, der lægger sit livsværk omhyggeligt ud og vejer hvert ord, idet der gang på gang dukker nye småjusteringer op i teksterne.

Nuancer, som hver især kan synes ubetydelige. Men som samlet set efterlader et klart indtryk af, at der lægges ekstra vægt bag ordene i aften. Kender man lyrikeren Cohens notoriske perfektionisme ved man da også, at det ikke er uden betydning, når "I heard them say" bliver til "I seemed to hear them say" i "Anthem", rædslen bliver til "the goddamn horror" i "Amen" eller en linje i "I'm Your Man" justeres til "you know damn well that you can".

Det er hverken inklusionen af nyklassikeren "In My Secret Life" eller en himmelsk "Sisters of Mercy" fra debutpladen, som i aften får koncerten til at antage karakter af en decideret tårevædet afsked, et fortættet farvel, frem for "bare" en superb statusopgørelse som i København eller Aalborg. Det er derimod – blandt andet – indføjelsen af "Going Home", åbningsnummeret fra januars "Old Ideas" hvor Cohen forbereder sit eget Jeg på det definitive exit:

I'd love to speak with Leonard

He's a sportsman and a shepherd

He's a lazy bastard living in a suit

(...)

Going home without my sorrow

Going home sometime tomorrow

Going home to where it's better than before

Det er linier som disse, som sammen med albummets kronjuvel, "Come Healing", synes at indramme aftenens andagt. "Come gather up the brokenness and bring it to me now", og det er netop hvad Cohen gør i aften. Korset, du efterlod og splinterne du uundgåeligt vil bære med dig altid, indtil du tager hjem til et sted hvor det er bedre end før. Hjertet og kødets heling, som underforstået og per definition først kan indtræde, når vi tager herfra.

Hånden på hjertet

"Se nådens porte i det arbitrære rum", synger han og viser os dem fremdeles i glimt af skønhed og transcendens, som i sit væsen netop aldrig kan være andet end glimt. Det "kolde og knuste Hallelujah", som han synger om i sin muligvis bredest kendte sang, der i aften står stærkere end den nogensinde – ja, nogensinde – har gjort. Der har været adskillige stående bifald allerede, men det er her de røde og hvide roser begynder at regne op mod scenen, mens masserne forlader sæderne og bevæger sig fremad.

Kunstneren er mindst lige så meget i dialog med sig selv som med sit publikum, da han knælende med hånden på hjertet synger "come on, Leonard, you just can't ask for that much" i en omskrevet linie fra "Bird on a Wire". "The Future" brænder igen, "Darkness" fremtræder i nyt arrangement med violinen i en fremtrædende rolle, og finalen med ekstranumre ad hele tre omgange er en bevæget fest, hvor en synligt rørt og storsmilende konge til sidst må afkorte The Drifters-coveret "Save the Last Dance for Me" efter påbud fra arrangørerne.

Inden han forlader scenen bekræfter han imidlertid en central pointe: at hele dette massive værk først og sidst handler om dyb ensomhed og inderlig eksistentiel smerte. "Kom godt hjem", siger han og tilføjer: "..og må I tilbringe hver en dag i jeres liv med jeres kære, jeres familie og venner. Og for de, som ikke er så heldige – må velsignelsen finde jer i jeres ensomhed".

Uden sidestykke

Tidligere på dagen har Deres Udsendte og ledsager siddet over et par espressoer og causeret over kunstens unikke evne til at gøre os i stand til at navigere mellem forskellige eksistentielle perspektiver. Kunsten som en konkret anvendelig og konstant nærværende størrelse frem for som en ting, man går ind i og forlader igen efter et par timer. I aften bekræftes anskuelserne i næsten overvældende grad, idet det hele passerer revy: nederlag og dumhed, elskere og brødre, fortvivlelse og forløsning, tomhed og transcendens.

Tilbage står en maestro på vej til sidste tæppefald og en ydmyg anmelder på en gang tristere og klogere; erkendelse betalt med håb og en klump i halsen over en spirituel oplevelse, som har været lige så smertelig som smuk. Det giver ingen mening at gisne om, hvorvidt det vitterligt er Cohens sidste koncert på kontinentet, vi just har bevidnet. En kendsgerning er det imidlertid, at vi har overværet en monumental manifestation af et poetisk format uden sidestykke i populærkulturen.

Et sted i førnævnte "Going Home" siger Cohen om sit jordiske jeg: "He wants to write a love song / an anthem of forgiving / a manual for living with defeat". Og det er i en vis forstand netop, hvad han efterlader os – eller i det mindste undertegnede – med: en manual til at leve med nederlaget. Tak for det hele, Leonard.