Mark Knopfler: Privateering

Mark Knopler får ofte ris for at lave albums, der er proffe – og lidt kedelige. Om det er de tre års pause, der gør udslaget her, skal være usagt, men guitar-koryfæet lyder mere levende end meget længe. Især på første cd.

Ikke at der er tale om stilskift. Overhovedet. Det er stadig keltisk inspiration, hymner, let boogie og retro-blues, men det smitter denne gang. Fine finesser, indfølte skæbnefortællinger, en dejlig smag af træ i mange sange, swingende blues af det faste band med gæsteplusser som Kim Wilsons mundharpe-vræl. Og selv om Knopfler stadig ikke rutter med soloerne, er han decideret inspireret i sine guitar-detaljer – hør bare titelnummeret – og fremstår herlig humoristisk i blues-pastichen Hot Or What. Glimrende. På cd 2 er de bedste kort til gengæld spillet: Lidt mindre smittende udgaver af samme virkemidler. Aldrig dårligt, men – med undtagelser – 15-20 procent mindre interessant. Havde han strammet op, var de fem stjerner og ryet om et af de stærkeste soloudspil været der. Nu ryger lidt af koncentrationen. Desværre.