Mark Knopfler: Privateering
Mark Knopfler – mere inspireret end længe. Men overdoserer.
Mark Knopler får ofte ris for at lave albums, der er proffe – og lidt kedelige. Om det er de tre års pause, der gør udslaget her, skal være usagt, men guitar-koryfæet lyder mere levende end meget længe. Især på første cd.
Ikke at der er tale om stilskift. Overhovedet. Det er stadig keltisk inspiration, hymner, let boogie og retro-blues, men det smitter denne gang. Fine finesser, indfølte skæbnefortællinger, en dejlig smag af træ i mange sange, swingende blues af det faste band med gæsteplusser som Kim Wilsons mundharpe-vræl. Og selv om Knopfler stadig ikke rutter med soloerne, er han decideret inspireret i sine guitar-detaljer – hør bare titelnummeret – og fremstår herlig humoristisk i blues-pastichen Hot Or What. Glimrende. På cd 2 er de bedste kort til gengæld spillet: Lidt mindre smittende udgaver af samme virkemidler. Aldrig dårligt, men – med undtagelser – 15-20 procent mindre interessant. Havde han strammet op, var de fem stjerner og ryet om et af de stærkeste soloudspil været der. Nu ryger lidt af koncentrationen. Desværre.
Annonce
anmeldelser
Grand Prix-fløjten får et ekstra skud på godt og ondt
Helvede slippes løs
12 musikalske sovepiller, der kunne lulle selv Ole Henriksen i søvn
Nyheder
Festerne vil ingen ende tage i næste uge
"Only Teardrops" er den mest spillede sang på streamingtjenesten WiMP nogensinde
Danske musikere træder sammen for at samle ind til amerikansk kollega
Annonce
På forsiden lige nu
Se de allersmukkeste kjoler, som stjernerne bar på den røde løber til den årlige filmfestival i Frankrig
Se om du kan svare rigtigt på spørgsmålene fra Journalisthøjskolens optagelsesprøve
Paradise Hotel-deltageren har endelig trænet de ekstra kilo væk, hun tog på på hotellet i Mexico
Det er blevet forår, og farmor skal i urtehaven. Desværre er den fuld af ækle insekter, der spiser hendes grøntsager, så hun har brug for din hjælp!
Manden, der nu er død, kendte den ældste af de to brødre bag bomberne i Boston.
