Thomas Thomsen: Alt det jeg troede du bedst ku' li'

Det er svært at høre ordet uden at tænke på Mickey Mouses lyse stemme og det bløde D i midten, men Pluto er faktisk også en dansk indie-trio med begavede tekster og tre album på samvittigheden. Gruppen satte sine aktiviteter i bero for fem år siden, og nu er frontmand Thomsen så klar med sin solodebut i et lidt mere poppet, men stadig dansksproget musikalsk univers. Det er fristende at tale om en slags Hej Matematik for voksne, men den lignelse er nu nok alligevel lidt for letkøbt.

Teksterne på solodebuten er i al fald sjældent modne i al deres insisterende enkelhed, og selvom vi taler velafvejet vemod fra en mand midt i trediverne, synes der ikke at være nogen umiddelbar diskrepans mellem den luftige og dansable pop og det lyriske univers. Om man så er mere til Plutos mere organiske udtryk, er en anden sag. Lyrikken har en udpræget destilleret karakter, hvor mindre er mere: problemerne med at finde sig til rette i faderrollen kan let indlæses i linjer som "Bondegårde af plastic / krokodiller, heste og køer / og jeg ved det sku' være så fantastisk / men jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre".

Meget mere muntert er det ikke i koncist betitlede Uerstattelig: "Så meget for at være uerstattelig / så meget for at gøre en forskel / så meget for at høre skriften, teksten, sangen næsten". Et begavet bekendtskab, hvor teksterne klart er stærkeste kort, og hvor det derfor synes på sin plads at give Thomsen selv det sidste ord: "Der er sket så meget siden sidst / vi ses for lidt / det er sgu trist".