White Lies : Smukfest, Bøgescenerne, Skanderborg, søndag d. 12. august 2012

På Smukfests hjemmeside kan man se en tv-optagelse af White Lies, der pumper jern i et fitness-center for at komme i form til koncerten i Skanderborg. Om der er tale om en gimmick til ære for fotografen, eller om englænderne rent faktisk har ligget i intens fysisk træningslejr til deres igangværende turné, skal jeg ikke kunne sige, men der er i hvert fald tale om et allerede rutineret orkester, som denne aften gav deres niende koncert i Danmark siden deres første besøg i landet i marts 2009.

White Lies lød da også erfarne og godt samspillede, da de lagde ud med den groovy "Farewell To The Fairground". Kernen i bandet – sanger og guitarist Harry McVeigh, bassist og korsanger Charles Cave og trommeslager Jack Lawrence-Brown – havde dog også forstærkning af yderligere en keyboardspiller og en kombineret keyboardspiller og guitarist. Sammen havde de ingen problemer med at fremføre de post-punkede, synthpoppede og ganske fine sange fra gruppens to album, "To Lose My Life..." og "Ritual" fra henholdsvis 2009 og 2011.

Bandmedlemmerne var overvejende klædt i sort, om end forsanger Harry McVeigh var iført en hvid sweatshirt og guitarist/keyboardspiller Rob Lee en hvid skjorte. Musikerne spillede ofte i halvmørke, med stemningsfulde hvide lysdioder på bagtæppet, der også var prydet af gruppens navn, og det passede fint til den let melankolske undertone, man finder i mange af sangene.

Harry McVeighs ellers fyldige stemme var dog ikke helt i top denne aften. Især i begyndelsen af koncerten var den til tider anspændt og småfalsk i de højere toner. McVeigh så ud til at have problemer med sine in-ear-monitors, for han holdt sig flere gange for ørerne, mens han sang, som om han havde svært ved at høre sig selv. Måske derfor var hans stemme mikset ret lavt i lydbilledet, med det resultat, at instrumenterne fyldte for meget i forhold til vokalen. Det skete eksempelvis i "Streetlights", hvor Harry McVeigh undervejs meget passende sang linjen "Can anybody hear me?" Nej, det var lidt svært.

Mod slutningen af koncerten syntes der dog at være kommet styr på vokalen, der stod dybt og fint frem i den afdæmpede indledning til "Unfinished Business". Forinden havde White Lies vakt pæn jubel i bøgeskoven med energiske sange som "To Lose My Life", "Strangers" og "Death". Allerede efter 55 minutter og 11 sange var det dog slut, da den let pompøse "Bigger Than Us" klingede ud, og der kom ikke noget ekstranummer. Den ellers ikke videre snakkesalige Harry McVeigh takkede dog mange gange for publikums pæne modtagelse og sagde, at han håbede, at "vi snart kunne ses igen", hvilket al statistik siger skulle være særdeles realistisk.

Bandet skal dog passe på, at de ikke overrender Danmark. Pladsen foran Bøgescenerne var nogenlunde fyldt, men selvom det var lørdag aften og dermed festival-prime time, var der på ingen måde tale om, at folk stod som sild i en tønde, som de gjorde, da Blur spillede sammesteds to dage før. Mange havde nok allerede set giraffen tidligere.

White Lies leverede en rimelig koncert, der dog – især grundet den uskarpe vokal – aldrig nåede stormfulde højder, og de er hørt bedre i Danmark, eksempelvis da de spillede på NorthSide sidste år. Måske havde de alligevel ikke trænet hårdt nok?